Tine, LO, solidaritet og rimelighed

Jeg er mildest talt forbløffet. For ikke at sige rystet. Jeg troede faktisk ikke, at hun mente det. Men det gjorde hun. Og hun fik hjælp af sine gamle venner i HK.

Hvad har man ret til?

Jeg taler naturligvis om Tine Aurvig-Huggenberger, som efter sin tid som næstformand og forsøg på at blive formand for LO, nu ernærer sig som chef for forretningudvikling og Public Affairs rådgiver hos et rimeligt kendt københavnsk kommunikationsbureau.

Hun har lagt sag an mod sin gamle arbejdsplads for at få udbetalt en million-pension. Og har tilsyneladende tænkt sig at gå hele planken ud. Den første dag i retten bød lige frem på tårer. Jamen altså…

Der er flere aspekter som gør den her sag interessant. Og jeg vil gerne løfte for konklusionen med det samme: ABORT MISSION IMMEDIATELY!

Tine Aurvig-Huggenberger mener, at hun har optjent ret til en pension på 6,2 mio. kr. Og at hun kort tid efter sin nederlag til Harald Børsting fik en tilkendegivelse af, at det havde hun ret til. Sagen er bare, at LO ser noget anderledes på sagen. Her mener man, at retten til den særlige pension tilfalder dem, som forlader arbejdsmarkedet og ikke dem, som frivilligt går videre til andre beskæftigelser.

Huggenberger er hverken nedslidt, ukendt eller oppe i alderen. Tværtimod er hun kendt, synlig og i sin bedste arbejdsalder. Hun ses relativt ofte i medierne, hvor hun giver gode råd til ledere om hvordan de skal opføre sig. Hun kunne virkeligt godt bruge lidt af sin egen medicin.

I mine øjne er det et helt vildt selvmål af en forsmået formandskandidat, der tabte et valg. Nuvel – hun følte sig ikke velkommen efter valget. Næ – det gør taberne jo sjældent. Huggenberger førte en del af sin valgkamp i medierne. Børsting førte den på arbejdspladserne blandt tillidsrepræsentanterne. Og vandt.

Huggenberger var ikke dårligt lønnet som næstformand. Og det er hun formentligt heller ikke i dag. Hun skulle have haft samlet fagforbundene i en tid med medlemsnedgang. Og nu kræver hun millioner af samme folk? Alt i alt en tabersag.

LO-familien rystet

Hvad der er mindst lige så interessant og formentligt meget ubehageligt for lederne på Islands Brygge er, at den her sag udstiller den store splittelse i LO-familien. HK har valgt at føre sagen mod sin egen hovedorganisation. HK har længe haft et horn i siden på de andre store LO-forbund, der er samlet i CO-Industri (altså Dansk Metal og 3F). Nu skal de den ondelyneme betale. Koste hvad det koste vil.

Der bliver ingen vindere i det her spil. Medlemsnedgangen vil formentligt fortsætte. Hvis Huggenberger vinder, kommer alle forbundene og dermed medlemmerne til at betale. Huggenberger fremstår (i mine øjne) usympatisk og grådig. Og jeg ville meget nødigt have gode råd af hende til at håndtere Public Affairs eller noget andet for den sags skyld.

Det er selvfølgelig mildt underholdende at se og høre på. Men inde i LO må man forbande timingen. Vi er midt i vigtige overenskomstforhandlinger (hvis ikke de vigtigste i 10 år), og man har brug for al den fokus, som man kan få. Familien er i intern fejde, og de må smile lidt længere inde mod Rådhuspladsen, hvor arbejdsgiverne har deres kontorer.

Opbakning er der ikke meget af fra de tidligere formænd. Det bliver ikke kønt. Der bliver kun tabere. Mit bud er, at Huggenberger taber mest af alle.

Svar så ordentligt på den mail

Jeg anser emailen som et af de vigtigste kommunikationskanaler i moderne tid. Jeg bruger det meget. Rigtigt meget. Og jeg sætter faktisk en ære i, at man kan læse og forstå de mails jeg skriver. Jeg sætter en ære i at svare, når jeg modtager en email. Og svare fyldestgørende og på alle de spørgsmål, der blev stillet.

Dødtræt af ikke-svar og uforståeligt email-vrøvl

Jeg kan simpelthen ikke forstå, at folk ikke tager deres email-svar alvorligt. Jeg modtager fra tid til anden uhyggeligt meget vrøvl på mail. Sig mig – læser folk ikke deres email igennem inden de sender dem? Eller tænker de bare ikke over, at den her kommunikationsform er mindst lige så vigtig og alvorlig som samtale?

Lad mig lige sætte det på spidsen: Hvornår har du sidst ladet være med at svare på et spørgsmål, som blev stillet mundligt til dig? Ikke så tit – vel? Altså med mindre du er politiker og ikke kan lide spørgsmålet.

Det sker urimeligt tit på email. Eller også svarer folk kun på nogle af de ting, man spørger om.  Det er som om, at det er alment accepteret, at man ikke behøver at gøre sig umage, for det er jo bare en mail.

Hold så op! Svar ordentligt – særligt på mail.

Hvis ikke du gør, bør du straffes.

Velkommen på Rådhuset

Politiken har nu over to dage jagtet de nyansatte i Frank Jensens overborgmestersekretariat. Igår kom afsløringen og idag fik de så eksperterne på banen. Jeg synes ærligt talt, at det er en kende patetisk. Det har altid været sådan, at borgmestrene i sagens natur ansætter folk, som de kender (eksempelvis fra kampagne eller tidligere stillinger). Samtidig bør det efterhånden stå lysende klart, at Københavns Rådhus burde skifte navn til Københavns Rådne Hus. Det vi har set i løbet af igår og idag, er blot en lille forsmag på, hvad der venter de nye borgmestre og deres ansatte. Og hvis Frank Jensen troede, at han ville få arbejdsro, har han vist fået det første svar nu.

Men hvorfor?

Men lad os lige gå bag magtmisbruget, som Politiken pisker sig selv op til at benævne det (med eksperterne bag sig naturligvis). To ting gør det interessant: For det første er historien givetvis plantet af den borgerlige opposition eller af deres sympatisører. De har sikkert glemt, at de havde magtfulde borgmestre såsom Søren Pind gjorde han præcis det samme, og havde to kendte liberalister ansat (den ene som pressechef og den anden som politisk konsulent). Klaus Bondam har ligeledes haft kendte Radikale ansatte. Sjovt nok har Pia Allerslev heller ikke den store lyst til at kommentere. Hvorfor mon? Fordi det er en non-historie.

For det andet er det interessant, at det er Politiken, der er vagt- og jagthund. Det skulle vel aldrig have noget at gøre med, at Berlingske Tidende har leveret pressecheferne til både Frank Jensen og Anne Vang? Det vil avisen selvfølgelig afvise blankt. Men du må kalde mig Tøger i en hel uge, hvis de havde jagtet historien på samme vis, hvis de selv havde leveret medarbejdere. Ret skal naturligvis være ret. Politiken skælder ikke ud over valg af pressechef. Men det får mig nu ikke til at skifte mening.

For Frankie-boy har det været lektie nummer 1 på Rådhuset. Og mon ikke man alligevel er lidt træt, at man ikke slog jobbene op på de kendte kanaler for den slags.

Spinguide til børn og mad

Som jeg skrev for et par dage siden, rummer koblingen mellem børn og mad virkelig meget sprængstof. Der blev sparet op fra slutningen af sidste uge, hvor Berlingske skrev om problemer med madordningen (efter sølle FIRE dage). Herfra blev der kun båret brænde til bålet. Og det blev så sandelig antændt i løbet af dagen igår og idag.

Der har været  mange udmeldinger i de sidste par dage. Jeg vil i det følgende hjælpe jer lidt med at forstå, hvad de egentligt siger, og hvad der er oppe og nede i den her sag.

Min grundlæggende holdning, inden vi går igang med guiden, er at nu må vi altså få noget perspektiv på det her. Det er fuldstændigt hamrende blæst, at man inden for en uge er ved at lukke noget, som aldrig er kommet igang. Men der er gået totalt vælgerjagt i sagen. Det er endda kommet så vidt, at statsministeren har følt sig nødsaget til at udtale sig. Om madordninger? Hvad fanden sker der i Danmark? Nå men lad os starte:

Lars Løkke siger: “Vi har lavet en fornuftig ordning sammen med kommunerne, givet tid til at få faset den ind, og den gælder. Hvis der så er nogle steder rundt omkring i landet, hvor man ligesom i Århus siger ‘Vi vil hellere lave en anden løsning’, så skal man da lytte til det”.

Det han virkeligt siger: “Jeg er simpelthen så bange for, at jeg ikke står stærk nok på de bløde værdier. Børneforældrene kan meget vel afgøre et valg, derfor vil jeg vise, at jeg lytter til jer“.

Thor Pedersen siger: “For mig er det sådan set rendyrket socialisme”.

Det han virkeligt siger: “Sig mig – hvad fanden sker der i mit parti? Er der ingen, som har tænkt det her igennem?” og “For mig er det sådan set rendyrket socialisme”

Karen Ellemann siger: “Der er et flertal i Folketinget, der har stemt for det her. Jeg synes, det er en god idé, at børn skal have mad som del af kerneydelsen i daginstitutionen, og det har jeg tænkt mig at holde fast i”.

Det hun virkeligt siger: “Jeg aner simpelthen ikke hvad jeg laver. Jeg har et kæmpeministerium, ved ikke hvad mit embedsapparat laver, men der var noget med at vi stemte for en madordning. Og man skal holde hvad man lover. Altså indtil man skal lave det om. Tror jeg nok“

Mette Frederiksen siger: “Vi har foreslået en sund, skattefinansieret madordning i alle børnehaver og vuggestuer. VKO’s madpakker er en forældrebetalt discountordning”.

Det hun virkeligt siger: “Årh hvad – det er sjovt det her. Jens Rohde og Thor P i hidsig kamp med egen ordning. Tvangsindført ‘liberalistiske’ madpakker. Lad os lige pirke lidt mere til det. De er helt ude i hampen”

Borgmester Anne Vang siger: “Regeringen er på en vanvittig slingrekurs. Vi har lige ansat 120 madmødre og brugt 17 millioner på at etablere køkkenfaciliteter, så vi kan få en madordning, fordi det har været et lovkrav. Det har ikke engang fungeret i to uger, og nu er man allerede klar til at give det dødsstøde”

Det hun virkeligt siger: “Sig mig hvad i alverden har Regeringen gang i? De har åbnet en ladeport for berettiget kritik. Tak for det og værs’go. Og husk lige at det her kommer til at koste jer penge!”.

Kommentator Kristian Madsens blog: Børnehaveforældrenes genvordigheder har givet liberalismens ideologer ny luft, og soldaterne i kampen mod statens overgreb, har fået en ny flanke at angribe: Madpakkeliberalismen er født.

Det han virkeligt siger: “Hold da helt op det er sjovt det her. Man behøver ikke at kritisere. Det klarer de helt selv.”

Men hvad betyder det så?

I løbet af dagen har det altså vist sig, at politikere ikke har kunnet give madro, som eksperter og fagfolk ellers har bedt om. Så vidt jeg kan vurdere, er alle tabere i den her sag. Men særligt de børn, som nu bliver ladt i stikken. Og jeg er helt enig med Kbh Madhus’ direktør Anne-Birgitte Agger, når hun skriver, at hun ikke forstår hvorfor børnenes mad skal gøres til de voksnes kampplads.

Der er ikke mange politikere, der kan sidde med en god smag i munden i dag. Og desværre er der nok lang udsigt til, at børnene kan få lov til det.

Og de råbte alle sammen

Så kom vi sandelig i gang med det politiske år 2010. Og jeg må indrømme, at det indtil videre ikke har været særligt kønt. Særligt tre ting springer mig virkeligt i øjnene her midt i uge 2 i det nye årti.

1. Håndtering af Greenpeace-aktivister

Helt seriøst. 20 dages varetægtsfængsling til to fredelige demonstranter? Burde man i virkeligheden ikke give dem en præmie for at fremvise den helt uhyggeligt ringe sikkerhed ved den store gallamiddag. Med Hans Henrik Brydensholt i spidsen har flere jurister skældt ud i Information. Set fra et kommunikationsperspektiv mener jeg, at affæren er tacklet helt uhyggeligt ringe. Politiet har i forvejen et større imageproblem. Her kunne de have valgt den involverende approach og et lille smil: Vi siger tak til Greenpeace for at lave en sjov og uskadelig happening, og nu har vi vist fået en lærestreg. Men det har selvfølgelig gjort ondt på Politiet. Bedre blev det så ikke, da hele Danmarks strisser Per Larsen udtrykte beundring for Blekingegadebanden. Ahem – det var dem slog folk ihjel ikk’? Justits-Brian er helt stille.

2. Burkaudvalget

Der er TRE, skriver og gentager TRE, der bruger burka i Danmark. Alligevel tordner Henriette Kjær videre og kræver forbud: “Spørgsmålet er, hvorfor de har taget dragten på. Man skal da være lidt underlig, hvis man frivilligt tager burka eller niqab på. Der må stadig være et element af tvang i det, ellers er det en provokation”. Den får lov til at stå for sig selv.

3. Ministerrokade

Dagens tredje punkt er lidt i kamp med sig selv. For på den ene side er den meget politisk, men på den anden side er det ren varm luft. Det handler naturligvis om den nært forestående ministerrokade. De politiske kommentatorer har ikke meget at skrive om. Eller også må vi bare konstatere (igen) at proceshistorier er SÅ meget sjovere end substans. Selv et ellers godt medie som Dansk Politik tabte mundvandet, da statsministeren valgte at aflyse et pressemøde. Nuvel – vi vil vel alle gerne komme først med buddet på det nye ministerhold. Alles gæt er lige gode, selv om nogle naturligvis er mere kvalificerede end andre.

Så er vi igang. Det skal nok blive sjovt.

Mad og børn er sprængfarligt sammen

Hvis du har børn i institutioner, ved du allerede nu, hvad jeg adresserer her.

Det er slut med madpakken, og i stedet får vores små præmiepoder nu mad i institutionerne. Det er en sprængfarlig cocktail. Siden ruder konge var knægt og da vi stadig mente, at Stein Bagger var en superiværksætter, har mad og børn altid haft evnen til at bringe alle sind i kog.

Denne dag er ingen undtagelse.

Afvist efter fire dage

Dagens Berlinger er først med historien om hvordan børn, forældre og pædagoger afviser den nye mad. Altså den mad, som da journalisten skrev sin historie, var blevet leveret maksimalt FIRE gange. Havde det været et forskningsresultat, var vedkommende blev indberettet til Udvalget for Videnskabelig Uredelighed. Misforstå mig ikke – der skal bestemt være fokus på kvaliteten, og madordningen skal evalueres. For det handler jo om vores små, og deres velbefindende, som det drejer sig om. Men kunne ordningen da ikke lige få lov at komme igang?

De voksnes forbandede pligt

Børn er kræsne (det ved jeg fra eget spisebord), men de voksne (både. pædagoger og forældre) har en hel særlig rolle i disse første uger med en ny madordning. Det handler om at servere maden ordentligt og med en positiv historie. Ikke noget med “har de nu puttet dressing på ægget”. Der er forhåbentligt mange som tænker over det, og bidrager til den gode historie om maden. Men der er helt sikkert også mange, der slår den kritiske automatpilot til. Eksempelvis Københavns Forældre Organisation (KFO), hvor bestyrelsesmedlem Nina Reffstrup vil have løst problemet med det samme. Denne udmelding blev dog modificeret af formand Lars Klingenberg, der klogt nok mente, at nu måtte ordningen lige igang. Naturligvis er det godt, at nogle råber vagt i gevær. Men behøver det at være så forudsigeligt og tidligt?

Børn afviser stort set altid forandring med mindre vi voksne hjælper dem. Det er særligt vigtigt med mad.

Ville det have været bedre med nye køkkener og kokke i alle institutioner? Ja bestemt. Men det kan ikke lade sig gøre. Derfor er der skabt så god en model, som overhovedet muligt, og som Københavns Madhus og et stort team af eksperter står som garanter for. Hvis ikke vi bakker op om den,  kan vi lige så lukke den ned igen. Og det ville være synd – særligt for børnene.

Overborgmestrenes to receptioner

Jeg har nu inden for en måneds tid været til to receptioner på Københavns Rådhus og fejret to socialdemokratiske overborgmestre. Ikke at det i sig selv er noget særligt. Sosserne har jo patent på posten. Men det har nu alligevel været en interessant oplevelse. For det har på mange måder været en tur ned af memory lane, samtidigt med et strejf af fremtidens muligheder.

At være der eller ikke at være der

Ikke overraskende glimrede den socialdemokratiske top ved sin fravær, da Ritt holdt afskedsreception. Hvilket jeg mildest synes var en smule tyndt. Ritt havde da i det mindste klasse nok til at dukke op til Poul Nyrups afskedsreception, selv om de to bestemt ikke var de bedste venner på det tidspunkt. Nuvel hun gik først derned efter lidt pres fra hendes senere kampagnechef og undertegnede. Men hun gjorde det. Det havde godt nok klædt den nuværende ledelse af Sosserne, hvis de havde vist lidt kvinde- og mandsmod og mødt op, og sagt farvel. Det siger mere om dem, end det gør om Ritt.

Det var i sagens natur straks anderledes ved Frank Jensens reception idag. Her så man både partiformand Helle Thorning og gruppeformand Carsten Hansen smile om kap med folk som Flemming Østergaard, Klaus Bondam og Hans Skov Christensen. Det er selvfølgelig også sjovere at sole sig i Frank Jensens lykke end i Ritts farvel. Sjovt nok så jeg nu hverken Henrik Sass eller Morten Bødskov, men de har heller aldrig været store fans af Frank.

Travle mennesker

Receptionens ubetinget mest travle mennesker var i sagens natur Frank Jensen selv, men Franks sekretariatschef og tidligere kampagneleder Simon Kjær Hansen og den nye pressechef Amalie Kestler havde også rigeligt at se til. Den nye pressechef nåede også lige at opleve noget så eksotisk som et kinesisk nyhedshold, der gerne ville have den nye overborgmester til at sige godt nytår til de mange kinesere rundt omkring i verden. Det bliver nu nok ikke den type af historier og tv-hold, som hun kommer til at beskæftige sig mest med.

Hvem bliver direktør?

Et andet emne som optog en del, var den ledige direktørstilling efter Henrik Plougmanns skifte til Metroselskabet. Noget tyder på, at der kommer en rokade af områder, og at den nye direktør kommer til at beskæftige sig hovedsageligt med byudvikling. Altså en egentligt Byudviklingsdirektør. Hvis man vil rekruttere internt, kan Anne Skovbro måske være en mulighed. Hun er planchef for Byudvikling, og har stået for projekter som de Billige Boliger, fredninger, højhuse, kommuneplan, kommuneplantillæg og VVM, Metropolzone, Nordhavn, planjura, Øresundskysten. Der bliver rigeligt med udfordringer at tage fat på.

Håbet om samarbejde er stadig (lidt) lysegrønt

Der er stadig håb om et bedre samarbejdsklima på Rådhuset, men magistratstyret efterlader en del at ønske. Når man bare kan springe fra et budgetforlig uden konsekvenser (udover vælgerlussinger til Asmus og Bondam), er der ikke meget at styre efter. Københavnerne kan blot stå til, og bliver i det store hele de største tabere. Godt nok tæver man politikerne først ved stemmeurnerne, men obstruktion og magtkampe forplumrer stadig mulighederne for et veldrevet København.

Eller som en kender af Rådhuset sagde for en lille måned siden: Når man tænker på hvordan bureaukratiet bekæmper hinanden, er det utroligt at byen stadig hænger sammen.

Løfte eller ej

Mange kommentatorer har brugt en del krudt på at diskutere, hvorvidt Franks løfte er en god idé. Sagen er, at det er der ikke nogen af dem, som har en fis forstand på. Det kan kun tiden vise. Hvis han leverer, vil de sige: Det er mageløst og modigt. Hvis han svigter, vil de sige: Hvad sagde vi? Det var en dårlig strategi.

Jeg tror sådan set, at det kan vise sig at være meget fornuftigt. Lige nu rider han på en bølge. Ansvaret bliver ikke kun hans, men han sætter sig et klart mål, som de eftertragtede børnefamilier kan forstå. Nu vil tiden vise, om han kan levere. Her bliver det formentligt også afgørende, at det er Anne Vang, der sidder som Børne og Ungeborgmester. Hun har i øvrigt allieret sig med Ritts gamle sekretariatschef Jesper Rønnow som afdelingschef, og Anne Vangs sekretariatschef Thomas Hjortenberg har også erfaring fra Overborgmesterens sekretariat og Økonomiforvaltningen. Anne og Frank vil have et klart fælles mål.

Spørgsmålet er om, der kan opstå rivalisering mellem de to? Jeg tvivler lidt. Anne Vang er stadig så ung, at hun kan blive den næste kvindelige socialdemokratiske overborgmester, som ovennævnte ven i øvrigt spåede for et par år siden. Særligt hvis Frank ikke kan leve op til sit løfte, og derfor går af. Vi bliver meget klogere om fire år…

Julefrokost III – mandagen efter og nu med billede

Av av av.

Ikke så meget mit hoved egentligt. Men var faktisk tæt på, at måtte opgive at spise dessert lørdag. Og det er jo virkelig en svag indsats. Men det lykkedes dog at klemme lidt fløde, mandler og ris ned. Jeg var dog ikke alene om at være presset på det tidspunkt. Rent faktisk blev mandlen vist ikke fundet, grundet svag indsats hele bordet rundt.

Jeg ville have delt et billede i mit indlæg fra selve frokosten, men tekniske problemer gjorde det ikke muligt. Men I skal ikke snydes for et billede af Christians svinebug i kinesisk bolle:

Og takker i øvrigt de herrer for en pragtfuld aften.

Julefrokost II

Så er postejen på bordet. Pokkers…

Vi har ellers ikke fået meget mad. Måtte starte med sild (kun to slags), derefter rødspætter. Så fulgte svinene. Og det var i sig selv en fanfare værd.

Svin slag i slag

Først blev vi trakteret med svinebug i kinesiske boller. Lyder en smule fesent. Men jeg kan garantere for, at det fungerede godt. Derefter blev der serveret spoleben, som var blevet braiseret i porter, og derefter en herlig lille steg.

Nu vender vi os mod det vilde. Først postej og så and.

Livet er hårdt.

Julefrokost I

Jeg måtte igår desværre opgive at komme til julefrokost på Advice, da pasningen til børnene gik i vasken. Men 10 æbleskiver, en halv flaske Barbaresco og hele to afsnit af julekalenderen senere, er jeg kommet mig over skuffelsen.

Kogekonernes aften

Til gengæld er jeg nu uhyggeligt klar til aftenens frokost. Det er så afgjort et af årenes helt store højdepunkter. Nemlig julefrokosten med kogekonerne. Jeg vil så vidt muligt forsøge at give en status på aftenens måltid senere.

Hvad der er helt sikkert er, at Søren serverer sild, jeg selv rødspætter med rigeligt remoulade, Pelle medbringer postej, og herefter skal vi igennem et galore af svin. Lars B, Esben og Christian serverer alle forskellige versioner af grisebasse. Svend, som jo også er vores ernæringsekspert, serverer noget grønt med and. Niller B runder af med ris à l’amande. Med rigeligt fløde.

Alle mand serverer en ret. Alle mand serverer noget af drikke til. Tempoet bliver højt, alle bliver klogere og klogere. Det skal nok blive godt.

Og ja – hvis du kender kogekonerne, vil du ha’ opdaget at den mest krukkede af dem alle mangler. Han må stege i eget fedt.